Kreativitet og håndværk
Frisøren er en brugskunstner. Som frisør får du en enestående mulighed for at kombinere dine kreative evner med praktiske og håndværksmæssige færdigheder.
Du gør mennesker smukkere, og dit arbejde foregår i et spændende miljø, hvor service, trends, livsstil, former og farver er en naturlig del af din hverdag.
Jobbet som frisør
Som frisør gør du mennesker smukkere, og dit arbejde foregår i et spændende miljø, hvor service, trends, livsstil, former og farver er en naturlig del af din hverdag.
Men det er et krævende job at være frisør, og du skal være i god form, da du meget af tiden skal stå op. Du kommer tit i kontakt med forskellige kemiske væsker og har hænderne meget i vand, så din hud må ikke være for sart.
Frisørfaget har mange stolte traditioner bag sig og en god fremtid for sig. Frisørens kreativitet og håndværk vil ikke kunne erstattes af maskiner. Der er gode jobmuligheder såvel i Danmark som i udlandet, hvis man til enhver tid er ajourført.
Rigtig mange frisører har egen salon. Det er forholdsvis nemt at etablere sig som selvstændig. Frisørbranchen afholder mange kurser og konkurrencer, hvor nye ideer, trends og mode præsenteres.
Med en frisøruddannelse opnår man niveau B i Developing Guidelines for the European Hairdressing Social Dialogue Programme, som svarer til den europæiske standard for grundlæggende færdigheder inden for frisørfaget. Uddannelsen er med andre ord internationalt gearet, og der er muligheder for at arbejde i udlandet.