Camp på Nibe Festival blev kæmpe succes
Det sidste halve år har mange elever og medarbejdere fra Tech College Aalborgs colleger været travlt beskæftigede med forberedelser til College Camp Resort – skolens helt egen camp på Nibe Festival den 30. juni til 4. juli 2010. Den store indsats var det hele værd: College Camp Resort blev en kæmpe succes.
Hvordan får man chancen for konkret at vise nogle af de ting frem, som man kan lære på en erhvervsskole som Tech College Aalborg? Og hvordan får man en masse positiv opmærksomhed, så endnu flere får øjnene op for erhvervsuddannelserne? Man tager på festival! Dét var idéen bag College Camp Resort, som primært blev bygget og drevet af ca. 60 elever fra skolens 9 colleger – fremtidens tømrere, kokke, elektrikere, mediegrafikere, receptionister, frisører og en hel masse flere.
College Camp Resort var konkret en plæne bag Nibe Avis med 40 telte. Som festivalgænger kunne man ud over sin koncertbillet vælge at købe en teltpakke på College Camp Resort. Den indeholdt ud over et telt til maks. fire personer også en hel masse ydelser, fx rene og hygiejniske toiletforhold, varme bade, massage, strøm og ”roomservice” til teltene, juicebar, lækker brunchbuffet hver morgen, reception og stort loungetelt med sækkestole og hyggestemning. Samtidig var 1 x makeup og hårstyling inkluderet i prisen.
Ambitionen var klar: College Camp Resort skulle levere det højeste serviceniveau på hele festivalen.
Engagerede elever bar projektet frem
College Camp Resort var i høj grad et elevbåret projekt. En styregruppe bestående hovedsageligt af ca. 15 elever fra collegernes karrierelinje var tovholdere på projektet sammen med skolens centrale markedsføringsafdeling. Styregruppen var involveret i alt lige fra campen’s visuelle identitet til sponsorarbejde, plantegninger, beregning af materialebehov og rekruttering af elev-medhjælpere til arbejdet på camp’en. Styregruppens medlemmer var desuden de bærende kræfter bag fx opførelsen af camp’ens reception – og brugte frivilligt en masse fritid på projektet.
Camp’en skabte fællesskab
Omkring 30 undervisere/medarbejdere fra skolens colleger deltog også som medhjælpere på College Camp Resort. Der blev lynhurtigt en virkelig god stemning og et rigtig godt samarbejde mellem elever og medarbejdere. Alle hoppede og sprang for at gøre camp’en præcis lige så hyggelig og luksuriøs, som den blev. Man hyggede sig på tværs af alder og faggrænser, ingen var for fine til at gøre toiletterne rene, og alle mødte trofast op til deres vagter. Ja, faktisk havde mange det med at blive hængende, for det var jo så hyggeligt, og det kunne jo være, nogen havde brug for en ekstra hånd…
Begejstrede gæster
Det skortede absolut ikke på positive udbrud fra gæsterne på College Camp Resort. Igen og igen bekræftede gæsterne, at College Camp Resort var et super godt koncept. Her er en håndfuld af de bemærkninger, der fik de store smil frem på medhjælpernes læber:
”Hvor er det godt, hvor er det fedt – jeg har aldrig set noget lignende!” (gæsts udbrud ved ankomst)
”Åh, jeg elsker det her! Åh, du er simpelthen dagens mand!” (da en elev tager gæstens bagage)
”De der t-shirts er rigtig gode. Så skal vi godt nok ud og blære os.”
”Jeg synes simpelthen, det er fantastisk det her. Det håber jeg også, I gør til næste år. Jeg vil gerne booke plads allerede nu.”
”Jeg har været på mange festivaler, men jeres camp er den bedste – I er så søde og dejlige”
Tech College Aalborg regner stærkt med at gentage succesen i 2011, hvor College Camp Resort atter er med på Nibe Festival – til glæde for både gæster, elever og medarbejdere.